3 ting november er god til

1

November er meget bedre end sit rygte. Faktisk er der mindst tre ting november er rigtig god til. Måske inspirerer listen herunder sågar til flere lyspunkter.

Efterår

Indtil videre har november vist sig fra sin pæneste side, men der er ingen garanti for, at det varer ved. Så gælder det om at tage de positive briller på. For november har bestemt også sine lyse sider. Udover, at den er transit til vinteren. Her er tre ting, jeg især synes november er god til. 

Gå en tur

Det varer ikke længe inden en efterårsstorm har fået de sidste gyldne blade til at falde til jorden, så det gælder om at nyde det. Når det er sagt, så kan der også være gode oplevelser i en rigtig tåget novemberdag, hvor vanddråberne ligger som perler på frøstandene og der er den der stilhed, som kun tåge kan frembringe.

Læs en bog

Jeg læser bøger hele året, men der er noget helt særligt dejligt ved at læse bøger i den mørke tid. Tænde lys, lave en kop kaffe, måske krybe under et tæppe. Senest har jeg læst “Slagtebænk Dybbøl” af Tom Buk-Swienty. Sådan cirka et par år senere end alle andre (den udkom i 2015), men den er stadig god og aktuel. Især når man lige har stået i Skibelund Krat ved Vejen i efterårsferien og indset, hvor stort tabet af land var i 1864. Der er jeg måske også lidt langsom, men bedre sent end aldrig. Hvis du er krimifan og ikke allerede har læst Geir Tangens “Maestro”, så gør det. Den tog mig med storm og laver nogle gode uventede krøller. Et tredje bud er Ida Jessen “En ny tid” (2015) samt efterfølgeren “Doktor Bagges Anagrammer” (2017). To meget fine og stille bøger om et ægteskab i begyndelsen af 1900-tallet.

Forbered julen

Hvis du er den kreative type, så er november god til juleforberedelser. Helt uden stress og jag er der god tid til at klippe-klistre, købe julegaver og samle materiale. Og, det er jeg ikke den eneste der mener. Siden slut oktober har indlæggene “7 ideer til udendørs juledekorationer” og “5 naturlige julekranse til den travle og den utålmodige” ligget på top 10 over de mest læste indlæg her på bloggen.

Har du noget særligt, du synes november er god til?

Share.

1 kommentar

  1. Jeg er til alle tre ting på din liste. Den sidste holder jeg rigtig meget af, for nu kan der klippes, kranses og kugles, så meget man gider og har tid til. Det har helt afløst panikken over, at de lyser timer i haven nu er meget få.

    Ida Jessens bøger holder jeg også meget af. Jeg anbefalede og lånte “En ny tid” ud til en af de yngre undervisere på skolen. Hun kom tilbage et par uger senere og erklærede, at det var kedeligste bog hun havde læst. Sådan er vi så forskellige 😉
    Lige nu ligger hanne Vibeke Holst “som pesten” og Jesper Wung-Sung “En anden gren” på natbordet.

Leave A Reply