5 julekranse i et miks af genbrug og natur

0

Knage med julepynt

Jeg har været en tur i genbrugsforretningen for at hente julepynt. Kig med og lad dig inspirere, når jeg blander genbrug og natur i 5 julekranse.

Emaljeret køkkentøj og jeg har før haft en kærlighedsaffære. For cirka 30 år siden. Nu har vi det igen. Især er jeg glad for de farverige randforme i emalje. De er nemlig de nemmeste evighedskranse jeg nogensinde har haft. Ind i mellem pynter jeg dem med årstidens blomster. I sensommeren er en randform med dahlia et smukt indslag i haven. Her til jul er det husløg, jeg pynter med. Jeg kan særligt godt lide kontrasten mellem det hårde metal og den bløde natur. Og, naturligvis farverne. Jeg har dem både i blå, rød, grøn og orange.

Køkkentøj emalje

Et emaljeret dørslag er også kommet op at hænge. Det er smukt i sig selv med et mønster som ligner blomster. Dog fungerer det bedst i en ophængning sammen med andre ting. Derfor er jeg så glad for min knage. Den gør det også meget nemt løbende at udskifte dekorationen.

hjertekrans_halm

På knagen hænger også et halmhjerte.  Det minder mig om min barndoms jul. Den gang havde det røde bånd. Nu er det pyntet med en lædersnor. Oven på hænger en lærkegren formet som en krans. Eller i hvert fald næsten en krans. Hel rund er den ikke, men den er nem at lave.

krans_arkitektens_troest

Det kræver lidt mere at lave en krans af grenene fra arkitektens trøst. Mest fordi de ofte er filtret sammen, men når først man har viklet dem fri af hinanden er de lette at forme i alle mulige størrelser og tykkelser. Kransen til venstre har jeg pyntet med bær, valmuekapsler og lædersnor. Til højre hænger en lille tyk krans og er nok i sig selv.

Emaljeret køkkentøj er nemt at finde i genbrugsbutikker. Især vrimler det med randforme. Lige nu kan du også være heldig at finde et halmhjerte og andre juleting i halm. Lærkegren, husløg og grene fra arkitektens trøst er fra haven. 

Share.

Leave A Reply