5 ting du ikke skal lave i haven

0

Alle måneder har deres gøremål i haven, men her får du 5 tips til ting du ikke skal lave i haven i oktober. Til glæde for havens liv og for dig.

Admiral på dahlia

Under frugttræerne

Lad den nedfaldne frugt ligge. Hvis du altså ikke lige skal bruge den til en gang grød eller en kage. Her tanker sommerfugle som admiral og tidselsommerfugl op, inden de flyver sydpå til varmere himmelstrøg. Andre dyr kan også have glæde af frugterne. Rådyrene støvsuger for eksempel gerne græsplænen for æbler. Senere er fuglene, især solsorten, glad for de bløde frugter.

Blade og kvas

Blade og kvas fra træerne ligger godt i et hjørne af haven. Der er ingen grund til at køre dem på genbrugspladsen. Er bunken stor nok kan det være, at pindsvinet putter sig for vinteren. Derudover samler der sig alverdens smådyr i bunken, som er god føde for fuglene. Har du meget kvas, kan du bruge vinteren på at lave et kvashegn, men har du hverken tid eller lyst er en bunke lige så godt. Du kan også lade bladene ligge i bedet. De luner omkring planterne og giver god jord, når de formulder. Samtidig så giver de blandt andet løbebiller, edderkopper og mariehøns ly for vinteren.

Blomsterbedet

Vent med at klippe stauderne ned til det bliver forår. De smukke frøstande giver liv til haven og bevarer strukturen i bedet, samtidig med, at de er føde for fuglene. Lad også solsikker og andre frøholdige sommerblomster stå til samme formål. Både staudernes og sommerblomsternes hule stængler er gode vinterboliger for insekter. Derfor skal du først klippe dem ned. når foråret er varmt nok til, at de er vågnet op af vinterdvalen.

Frøstande af sommerblomster

Frøstande efterår og vnter

Gamle træer

Hule træer som står og forfalder er boliger for alverdens insekter. Det er noget, som fuglene elsker. Selvfølgelig skal man være varsom. Træet skal ikke være til fare for mennesker og ødelægge biler og bygninger, hvis det knækker, men så længe det er forsvarligt, så lad det stå. Du kan også nøjes med at lade træstubbe og større stykker træ fra fældede træer ligge. Personligt synes jeg, de er meget dekorative og jeg har dem flere steder i haven.

Græsplænen

Sådan cirka midt i oktober er det slut med at slå græsplænen. Når temperaturen falder til omkring 7-8 grader holder græsset op med at gro. Lidt højt græs i et hjørne er desuden et godt sted for dyrelivet. Får græsset lov til at gro kommer nemlig også de vilde blomster, som er essentielle for nektar. Tusindfryd er en af de blomster, som gør sig godt i græsplænen og giver nektar stort set hele året. Selv under et tykt lag sne klarer den sig og er klar igen, når sneen smelter. Jeg bruger den tit til naturlige kranse og andet pynt om vinteren. Tidligt om foråret kommer mælkebøtterne og hjælper med føde til insekterne. Senere kløveren. Næste års projekt her i haven er at lade et rektangel af græs stå og kun slå det 1-2 gange for at holde selvsåede træer og lignende væk. Det er altid rart at slutte haveåret med et nyt projekt i tankerne. 

 

Share.

Leave A Reply