Der er mange glæder i januar

Januar er meget bedre end sit rygte. Her får du 8 bud på, hvad jeg glæder mig til i årets første måned. Både ude i naturen og hjemme i stuen.

Glæder i januar - en buket hyacinter

Med kun ét nytårsforsæt, nemlig at gøre mere af det som gik godt sidste år, glæder jeg mig til at tage hul på januar. Årets første måned plejer generelt at være en god måned for mig. Jeg elsker begyndelser og der er noget helt særligt ved at tage hul på et nyt år. Samtidig er jeg udhvilet efter en god lang juleferie og dagene mellem jul og nytår er brugt til at reflektere stille og roligt over livet. Og, til at lave min personlige liste over januars glæder. Måske vækker nogle af dem genklang hos dig.

Fortsætte med at hygge

Det er stadig længe mørkt. Ind i mellem det meste af dagen. Så trækker jeg benene op og gemmer mig under et uldtæppe. Ser en god film, lytter til noget musik eller læser i en god bog. Det er jeg kommet i god træning med i juleferien og der ingen grund til at stoppe med det. Der er så mange måder at hygge på, at der også er nok til januar.

Nyde friske blomster i stuen

Når julens dekorationer er visnet og smidt ud og julepynten pakket ned, bliver der rungende tomt. Så hjælper det med friske blomster. I den første uge af januar sætter jeg en buket danske tulipaner på bordet. Måske sammen med grønne forårsgrene fra haven. Hyacinter vil jeg fortsat glæde mig over hele januar. Både ude og inde. Og, så vil jeg klippe af mirabelletræet og kejserbusken, så foråret kan starte i vaserne.

Gå en tur i solskin

De sidste ti år har antallet af solskinstimer i januar svinget fra 17 – 73.  Jeg håber helt klart på det sidste eller bare i det mindste normalen på 43 timer. Gerne krydret med knitrende sne og frost. Uanset hvad så glæder jeg mig til at gå ture i solen. Måske slutte af med en kop varm chokolade på en bænk eller en træstub, mens solens stråler varmer mit ansigt. 

Januar glæder - gåture i solen

Tage på søndagsudflugt

Det er rigtig hyggeligt med en søndagsudflugt og særligt i januar glæder jeg mig til at tage afsted. Der er så mange spændende kunstudstillinger og et museum er et godt sted at befinde sig en søndag i januar. Gerne kombineret med at spise søndagsfrokost på en café. 

Lave en god simregryde til mine venner

Januar er som skabt til at dele en simregryde med gode venner. Jeg elsker de smagsrige gryderetter, som står på komfuret i flere timer og bobler lige så stille. Forventningen som stiger i takt med, at duften spreder sig. Det er også en god gæsteret, som gør at kokken er frisk og rolig, når gæsterne kommer. En rigtig god basis for en hyggelig aften sammen med gode venner.

Januar glæder - Glyptotekets vinterhave

Smutte forbi Glyptotekets vinterhave

Ingen tvivl om at trangen til at være omgivet af varme og grønne blade melder sig i januar. Nogen rejser til Thailand. Jeg smutter forbi Glyptotekets vinterhave. At sidde der og lade sig omslutte af det smukke rum – husk at kigge op på loftet – er ren lise for en vintertræt sjæl. Måske smutter jeg også forbi mine yndlingsmalerier eller tager en kop kaffe i cafeen med udsigt ud over alt det grønne. Der er gratis entre om tirsdagen. Alle andre dage koster en entrebillet omkring 100 kroner . Det er noget billigere end en rejse til Thailand. 

Opsøge vinterens blomstrende buske og træer

Der er allerede meget, der blomstrer. Oktober- kirsebærtræet står med sine bittesmå hvide blomster. Vinterjasminen lyser op  og spreder varme med sin gule farve. Juleroser og kejserbusk trodser januarmørket. Og, selvom jeg ikke selv har alt dette i sommerhushaven, så har jeg god mulighed for at nyde det på min tur gennem de københavnske gader og parker. Det er faktisk gået hen og blevet lidt en sport at finde dem. En god januarsport.

Kigge på frøsamlingen

I januar glæder jeg mig til et gensyn med frøsamlingen. At sidde der i januarmørket med frøene til sommerens glæder kan i den grad sætte humøret op. Se på, hvad jeg har. Tænke over, hvad jeg gerne vil så, som jeg ikke har. Lave en indkøbsliste, bestille og en januarmorgen finde en pakke frø i postkassen. Det er da noget at glæde sig til.

Indlægget udkom første gang i januar 2018. Det er opdateret med flere januarglæder.

1 Kommentar on “Der er mange glæder i januar

  1. Tak for 6 gode bud til nydelse i januar. Jeg nyder bestemt at have tid til at læse skønlitteratur eller se en god film. En lang tur i solskin kunne også være dejligt, desværre får solen ikke mange chancer, men vi kan da altid håbe.
    God januar og godt nytår

Comments are closed.