Efterårsdekorationer der visner smukt

0

Årets efterårsdekorationer tager udgangspunkt i forfaldets skønhed. Visne hostablade og valmuekapsler blander sig med græskar og dahliaer.

Efterårsdekoration med hostablad og græskar

En af de ting som virkelig fascinerer mig om efteråret er det smukke i forfaldet. Blade der visner, skifter farve og mønster efterhånden som processen udvikler sig og de til sidst forsvinder. Blomsterhoveder som tørrer på smukkeste vis og frøkapsler med fine ornamenteringer. Alt det har jeg leget med i årets efterårsdekorationer. Herover har jeg sat et tørret blomsterhoved fra klatrehortensiaen i en kobberkande og lagt et græskar på et krøllet, vissent hostablad. 

Efterårsdekorationer

Efterårsdekoration med græskar og snebær

Hostablade er noget af det smukkeste. Til alle tider. Også når de til sidst kun er et aftryk på jorden. Her har jeg brugt et til en japansk inspireret dekoration. Jeg har lavet et hul i græskarret og stukket en kvist med snebær ned. Længere oppe har jeg brugt et glasrør fra vanillestænger som vase til et par røde dahliaer i en urtepotte. 

Efterårsdekoration med græskar og valmuekapsler

Efterårsdekorationer med græskar

Så længe der er dahliaer gælder det om at bruge dem, så de kom også i kurven med græskar. Igen i et glasrør fra vanillestænger. Konservesdåser er meget anvendelige til dekoration. Her har jeg brugt dem til græskar og efterårets høst af valmuekapsler og bær. Flere ideer finder du i indlægget “5 kreative ideer til genbrug af konservesdåser”. Valmuekapsler er også smukke i en krans. Den skal dog laves mens kapslerne er grønne og faste, så du kan trække dem på ståltråd uden at de går i stykker. 

Du finder mere efterårsinspiration  i indlæggene “Lav en efterårskrans med ildtorn” og  “Enkle efterårsdekorationer med stauder”

Share.

Leave A Reply