En uge fuld af haveglæder i februar

2

Vintergækker

En uge, der starter med solrige dage, kan ikke gå helt galt. Når der så oven i købet er indlagt en fridag sidst på ugen og hjemmet i øvrigt emmer af feriestemning, som sagtens kan nydes, mens man går på arbejde, så er der meget at glæde sig over. Her kommer tre højdepunkter fra en uge i februar, som slet ikke var så værst.

Ugens havehit

Ugens havehit er uden tvivl vintergækkerne. I løbet af ugen gik de fra at være små uanselige væsener til at udfolde sig i det hvide hav jeg nyder så meget. Faktisk skete forvandlingen nærmest natten over. I går kunne jeg ikke forstå, at jeg havde så få. I morges dækkede de hele bedet, ganske som de skal. De må have rejst sig i regnen og varmen.

Palmehuset Botanisk have København

Ugens københavner

I sidste uge opdagede jeg en meget smuk kirkegård, som jeg skriver mere om i løbet af den kommende uge, men denne uges københavner er uden tvivl Botanisk have og ikke mindst Palmehuset. Jeg kommer der tit i løbet af året, men Palmehuset sætter jeg særlig pris på om vinteren. Der er varmt og uendeligt grønt. Lige hvad man har brug for. Især i februar.

Helleborus i haven

Ugens begivenhed

I dag kørte vi fra den ene side af Sjælland til den anden. Ud af store og små landeveje for at ende ved det der vel nærmest er Paradis for planteelskere på denne tid af året. Nemlig Gartneriet Spiren. Hele weekenden har stået i vintergækkens tegn og det var der heldigvis mange, der havde fundet ud af. Vi styrkede os med en kop kaffe og vendte og drejede de små gækker. For nogle år siden var vi her for første gang og købte to forskellige slags med hjem. Derfor ved jeg, at jeg holder uendeligt meget af vintergækker, men den helt store nørd er jeg ikke. Alligevel er det sjovt at se, hvor forskellige de er. Efter vintergækkerne var det tid til at kigge på Helleborus. Og, vælge. For i tasken lå et gavekort og brændte. Tre slags blev det til og et par potter Dorthealiljer, som jeg har ønsket mig i mange år.

Alt i alt en rigtig god uge fuld af haveglæder i februar.

Share.

2 kommentarer

  1. åh jeg gad virkelig godt besøge Spiren engang, selv om det nok bliver et dyrt besøg. Jeg er også vild med Vintergækker, jeg er heller ikke nogen nørd, men et par nye slags i haven kan man altid finde plads til.

  2. Birgitte Sværke Pedersen on

    Jeg kan varmt anbefale en tur til Spiren en dag, Jeannett, men som du selv siger, tag rigeligt med penge med :-). Selvom man siger til sig selv, at man jo bare kan kigge lidt, så er der så mange fristelser.

Leave A Reply