Friske grøntsager tæt på København

Grantoftegaard. Grøntsagsboden.

Nogen gange får man bare lyst til at klappe en ko. Også selvom man bor midt i København. Købe grøntsager og kød, hvor det bliver produceret. Indånde lidt landluft. Høre fårene bræge. Og, det er rent faktisk muligt. I den lille landsby Pederstrup ved Ballerup ligger Grantoftegaard. Her er der dyr på marken, grøntsager i grøntsagskasserne 24 timer i døgnet og åbent i gårdbutikken de fleste dage. Man kan sågar besøge staldene på udvalgte tidspunkter, hvis man virkelig trænger til at få landlivet ind under næsen.

Grantoftegaard. Butikken.

Grantoftegaard. Cafeen.

Der tog jeg ud i dag for at hente grøntsager til de næste par dage. Perfekt timet til at drikke eftermiddagskaffen i cafeen, som ligger i forbindelse med gårdbutikken. En oksespegepølse og en basilikumsmayonaise fra Grantoftegaards køkken røg ned i kurven. Inden jeg overhovedet var nået i nærheden af grøntsagerne. Gårdbutikken indeholder mange fristelser, men ikke en eneste grøntsag. De står nemlig udenfor.

Grantoftegaard. Grøntsagsboden.

Grantoftegaard. Grøntsagsboden.

To lange, røde kasser fulde af økologiske grøntsager tilgængelige 24 timer i døgnet. Bare du har kontanter eller mobilepay. Helt friske og i virkelig fin kvalitet. Det er svært at finde på stenbroen, men hvad gør det, når Grantoftegaard er næsten lige om hjørnet.

Grantoftegaard ligger på Pederstrupvej 69, 2750 Ballerup. Hvis du vil besøge gårdbutikken, så tjek åbningstiderne på Grantoftegaards hjemmeside. Her kan du også læse om arrangementer og de aktiviteter, som Grantoftegaard også tilbyder.