Gran hører julen til

Gran er julens grønne islæt og liver op både ude og inde. Her har jeg brugt gran på tre forskellige måder udenfor. Til glæde for både mennesker og fugle.

Gran foran døren

Granmåtten er en gammel klassiker, som oser af jul. Den skaber julestemning allerede ved indgangsdøren og er nok den nemmeste juledekoration du kan lave. Du bestemmer selv, hvor mange grangrene der skal til. Jeg har brugt mange, da det passer godt til vores indgangsparti, men måske skal der kun nogle enkelte til hos dig. Dekorativt og meget praktisk, da grangrenene tager det værste skidt fra støvlerne. Især i et sommerhus, hvor indgangen ofte foregår over græsplænen, er det en rigtig rar ting.

Gran til fuglene

Fuglene får også lidt granpynt. De er utvivlsomt ligeglade, men det pynter, når foderhuset får lidt gran. Samtidig har fuglene også fået lidt æbler. Dem kan de godt lide. Til højre har jeg trukket en snor gennem æblet og pyntet med gran og tranebær. En anden metode finder du i indlægget “Et juletræ til fuglene -og mig”, hvor du også finder mere inspiration til fuglemad og brug af gran til jul.