Har du styr på frøposerne?

Klar til foraar i haven

Det er officielt forår og tid til at finde frøposerne frem. I mange år har jeg haft mine i en skotøjsæske med skillerum. Pænt delt op i såtider. Egentlig effektivt nok, når det gælder, før poserne er tømt, men efter, er det noget rod. Poserne bliver derfor ofte væk. For ikke at tale om planteskilte på nyindkøbte planter, som har det med at blive spredt i skuffer, bøger, taskelommer og andre mærkelige steder. Hvis de altså ikke forsvinder helt. Kender du det?

I år er det anderledes. Det er i hvert fald intentionen. 

Genbrug fotoalbum til froposer

Under en oprydning fandt jeg nemlig to gamle fotoalbum med lommer. Aldrig brugt og med meget ringe chance for nogensinde at indeholde fotos. Lommerne passer perfekt til frøposer og der er noget rigtig hyggeligt over at have sine frø i bogform. 

For at skjule de oprindelige, lidt hidsige, omslag har jeg bundet hvert album ind i nogle tapetrester og givet dem en stribe washi tape som ekstra dekoration. Snoren omkring hvert album er en praktisk foranstaltning, som på samme tid er dekorativ. Frøposer fylder lidt mere end fotos, så for at holde sammen på albummet er en snor nødvendig. Samtidig er der noget særligt over først at binde snoren op, før jeg kan komme til frøene. 

Orden på frøposerne

De planteskilte, som det lykkedes mig at finde, er nu også sat i album. Og, poserne kommer tilbage i albummet, når jeg har sået. Det bør give mig et overblik over haven, som jeg ikke helt har haft før. Om ikke andet er det hyggeligt at bladre i albummet.

Hvis du ikke selv har et fotoalbum liggende, så er de forholdsvis nemme at finde i genbrugsforretninger. Du kan lave omslag af for eksempel tapet, hyldepapir, stof eller måske et smukt broderi, som alligevel aldrig bliver til en pude.


Er du til påskepynt? Ina (Anna´s plads) og jeg varmer op til påske og pinner løs

       Følg The little black houses opslagstavle Easter på Pinterest.