Havrekager med hindbærcurd

0

Havrekager med hindbærcurd

Det er tid til at rydde op i fryseren. Få brugt sidste sommers bær, så der er plads til dette års høst. En rest hindbær inspirerede mig til at lave havrekager med hindbærcurd. Havrekagernes lidt grove konsistens går rigtig godt sammen med hindbærcurdens syrlighed. 

Havrekager (ca. 25 stk.)

  • 175 g blødt smør
  • 2 dl sukker
  • 1 æg
  • 1 spsk mælk
  • 1 tsk vaniljesukker eller korn af ½ vaniljestang
  • 1 tsk bagepulver
  • 180 g hvedemel
  • 3½ dl havregryn

Rør smør og sukker hvidt. Tilsæt ægget og rør rundt. Tilsæt herefter mælk, vaniljesukker, bagepulver og sigtet hvedemel. Rør rundt. Bland til sidst havregrynene i dejen.

Form dejen til kugler på størrelse med en valnød og læg dem på en smurt bageplade. Hold afstand.

Bag midt i ovnen ved 180 °C i 10-15 minutter, til havrekagerne er gyldne.

Dejen kan holde sig 1-2 uger i køleskab, så du behøver ikke bage alle kagerne på en gang. Småkager smager bedst nybagte. Også hindbærcurden kan holde sig 1-2 uger i køleskab.

Bag havrekagerne, lad dem afkøle og læg dem sammen med hindbærcurd. Opskriften på hindbærcurd får du herunder.

HINDBÆRCURD

  • 200 gram (frosne) hindbær
  • 1 æg
  • 2 æggeblommer
  • 50 gram sukker
  • 50 gram smør i tern

Bruger du frosne hindbær: Tø hindbærene op i en skål til de er helt bløde og saften frigivet/ Bruger du friske hindbær, kan du strø dem med lidt sukker og lade dem stå til de safter.

Når hindbærene er klar, moser du dem (med saft) gennem en sigte, så du sier kernerne fra. Mosen pisker du sammen med æg, æggeblommer og sukker. Kog blandingen over et vandbad i ca. 25 minutter til den er meget tyk. Rør ind i mellem. 

Tag blandingen af varmen og rør smørret i lidt ad gangen. Hæld på glas og sæt i køleskabet.

 

Share.

Leave A Reply