Johannes Larsens køkkenhave – en æstetisk nyttehave

Johannes Larsens køkkenhave er en fryd for øjet og absolut et besøg værd. Her er noget for både øje og gane.

Johannes Larsens køkkenhave. Overblik

Mange kender sikkert Johannes Larsen museet lige så meget for den smukke have, orangeriet og huset som for kunsten. Hvilket er helt i Johannes og Alhed Larsens ånd. Deres hjem og have var en integreret del af deres kunst. Nu er der kommet endnu en brik til dette Gesamtkunstwerk. I foråret 2016 indviede museet en kopi af Larsen familiens køkkenhave. Den besøgte vi i sommerferien.

Haven er genskabt ud fra fotos af den oprindelige køkkenhave set fra luften suppleret med børnebørnenes fortællinger om, hvad der var i køkkenhaven. Blandt andet dyrkede familien blå kartofler og hvidløg. Ingen tvivl om, at der er skabt mange gode måltider ud fra den køkkenhave. Johannes Larsens køkkenhave er dog meget mere end en nyttehave. Den er selvfølgelig også smuk at se på. 

Johannes Larsens køkkenhave. Aksen.

Midt gennem haven går en akse. Her løber stien afgrænset af lavendel og i den ene ende afsluttet med en smuk bænk. Her kan man kan sidde og nyde haven. Bedene på hver side af stien består af en skøn blanding af grøntsager og blomster. Til at støtte de klatrende planter er der selvfølgelig smukke naturlige espalierer. 

Johannes Larsens køkkenhave. Detaljer.

Det er bygningsforvalteren på museet, Alex E. Christensen, som har tegnet haven, som den ser ud i dag. Mit bud er, at den nok er lidt mindre end den oprindelige. Ligesom den i dag ligger der, hvor mølleren havde sin have, mens Johannes Larsens køkkenhave lå tættere på huset. Men det kan du alt sammen selv se, hvis du besøger særudstillingen “Haven ved Havet” som løber til 27. august 2017.

Køkkenhaven er drevet af frivillige, som også stiller op med smagsprøver fra haven den sidste onsdag i hver måned fra maj-oktober. Haven kan ses uden at løse billet til museet, men det vil være synd ikke også at se huset, haven og kunsten..

Johannes Larsen museet ligger i Kerteminde.