Lav et bord af en træstamme

Bord af træstamme

At lave et bord af en træstamme er nok det nemmeste gør-det-selv projekt jeg nogensinde har kastet mig ud i. Det eneste det forudsætter er, at du har nogle tykke træstammer. Fælder du eller naboen et par gamle træer har du alt hvad du behøver ved hånden. Det sværeste ved projektet er, at det kræver en motorsav. Kan du ikke lide at svinge sådan en, så find en som kan gøre det for dig. Det gjorde jeg.

Du skal bruge to tykkelser. En til bordbenet og en til bordpladen. Højden på bordbenet bestemmer du selv. Vi havde brug for et lille bord til kaffen ved bænken og med kun et bordben skal du nok ikke lave det meget højere end det. Bordbenet skal være plant i begge ender. Et bord der vipper kan drive enhver til vanvid. 

Til bordpladen skærer du en skive af stammen. Skiven skal have en diameter som gør, at der er balance, når du lægger den løst på træstammen – bordbenet. Jeg har ikke målt vores, men regn med at den skal gå 10-20 cm. ud over kanten af bordbenet på minimum to modsatrettede sider. Den skal også have en vis tykkelse. Omkring 10 cm. På den måde er det ikke nødvendigt at fastgøre den. Tyngden og balancen gør, at den ligger fast.

Jeg kan godt lide at tingene har lidt schwung og derfor er vores bordplade/ træskive heller ikke plan. Bordet er nemlig samtidig et dekorativt element på terrassen, som passer godt ind i en naturlig stil. På grund af træskivens lettere ru overflade glider servicet ikke ned lige meget, hvor det står på fladen. Men det bliver selvfølgelig lige så pænt med en hel lige træskive. Det er en smagssag. 

Da vi havde mere træ, lavede vi også et til nede ved skovbedet. Her har det udelukkende en dekorativ funktion.