Lav dit eget havebord i genbrugsmaterialer

0

Genbrugsbord

Strengt taget varer det ikke længe inden vi sidder i haven og nyder den første kaffe. Så gælder det om at være parat. Tiden lige nu, hvor der ikke er meget at lave i haven, er perfekt til at kigge havemøblerne efter. Er der nok til alle gode hjørner? Eller er der brug for nye? Med lidt kreativt genbrug får du nemt og billigt et nyt havebord. 

Genbrug af sofabord

Du kan selvfølgelig købe et brugt. Så slipper du for at finde hammer og sav frem. Men der er altså noget særligt over at slippe kreativiteten løs og selv lave et havebord af genbrugsmaterialer. Går du tit på loppemarkeder ved du, at der ofte står borde, som har set bedre dage. Prut prisen i bund og gå hjem og leg.

Sidste sommer lavede jeg dette lille bord af et gammelt udtjent sofabord og nogle brædder. Brædderne havde vi samlet sammen over en tid. Lidt fra gamle paller og lidt fra nogle nedrivningsprojekter. De havde stået ude og fået en rigtig god patina. Jeg fjernede bordpladen, som var ødelagt af vejr og vind, og beholdt stellet. Herefter var det meget nemt at save brædderne til og skrue dem fast på stellet. Mere skal der ikke til for at få et nyt bord ud af et gammelt. 

Brædder med patina

Da jeg alligevel var i gang, lavede jeg også en bænk af nogle brædder og to træstubbe. Brædderne skruede jeg fast på træstubbene. Hele møblementet står ved gavlen mod syd. Der er et lille hak ind, så der en forårsdag er læ for østenvinden. Her glæder jeg mig til snart at sidde med en kop kaffe og samle fregner i solen.

Havebænk

Har du lyst til mere inspiration? Læs indlægget Inspiration til spisepladser i haven

Share.

Leave A Reply