Man vrider da ikke mønske klejner

Mønske klejner er en lidt anderledes klejne, som man prikker hul på og fylder med æblegele. Derfor vrider man ikke mønske klejner, men skærer dem ganske enkelt ud i rhomber og lader det være ved det.  Tricket er at få dem til at danne et hulrum i midten. Min farmor var dygtig til det, men jeg lever uden. Det er sjældent det lykkedes mig. De smager helt fint alligevel. 

Et fad med mønske klejner

  • 450 g hvedemel
  • 125 g blødt smør
  • 2 æg
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk natron
  • 1 dl sur fløde (frisk fløde kan tilsættes 1 spsk eddike)
  • svinefedt eller palmin til kogning – svinefedt giver den bedste smag efter min mening

Mel og smør smuldres sammen i en skål. Tilsæt natron. I en anden skål pisker du æggene let sammen med sukker og fløde. Hæld blandingen over i skålen med mel og smør. Ælt dejen godt sammen.

Rul dejen ud i en tykkelse på ca. 1 cm. Skær den ud i firkanter og lad dem hvile koldt et par timer. Gerne natten over.

Kog klejnerne i smeltet svinefedt eller palmin, som er 180 °C varmt. Syder det omkring træenden af en tændstik, er den varm nok. Kog klejnerne til de er gyldne.

Ved servering prik hul i midten af klejnen og fyld op med æblegele.