Lav påskepynt med retrotapet

0

Påskepynt med retrotapet er fuld af charme. Få inspiration til påskeharer, fugle i snor og nogle helt særlige køleskabsmagneter.

Påskepynt med retrotapet: påskeharer

Påskeharer

Påskeharerne vender ryggen til og viser deres fine hvide hale. Halen er en pompon i ministørrelse. Lavet på samme måde som kroppen til sidste uges påskelam. Blot med en lille pomponskabelon. Skabelonen til haren har jeg fundet på Internettet. Tapetet er fra Retrovilla (København). Påskeharerne er hæftet på henholdsvis kassen og snoren med hæftemasse. 

Påskepynt med retrotapet. Fugle på forårsgrene.

Fugle

Fugle er langtidsholdbar påskepynt. De hører lige så meget foråret til og kan pynte langt ud over påsken. Her hænger der to på en solbærkvist i en høj tynd vase. Senere kommer der mange flere fugle til – og andre grene – når jeg i næste uge dækker påskebord. Igen har jeg fundet skabelonen på Internettet og tapetet hos Retrovilla (København). 

Påskepynt med retrocharme. Køleskabsmagneter.

Påskeæg

Påskeæg kan man lave på mange forskellige måder. Her har jeg klæbet tapet på nogle spiseskeer fra genbrugsbutikken og sat magneter bag på. Det er vigtigt at vælge skeer, som er til den lette ende og gode magneter. Hver ske har fået en magnet både foroven og forneden. Den lidt tunge sølvske til venstre kan kun bære sin egen vægt – altså ingen papirer – men så får den lov til blot at være til pynt. Hvis du vil være sikker på, at påskeægget kan bære dine papirer, så vælg teskeer frem for spiseskeer. Du kan også gå efter meget kraftige magneter.


Indlægget her er opvarmning til årets påsketema sammen med Anna´s Plads. Her laver vi hver især et påskeris, pynter op til påske udenfor og dækker påskebord. Fordelt på tre dage op til påske med start på fredag d.7. april. Hvis du er til påskepynt, så glæd dig. Der bliver masser af inspiration og ideer til alle. Både de fingernemme og dem som gerne vil have det enkelt og nemt.

Share.

Leave A Reply