Pæonvalmue er både til stads og nytte

0

Pæonvalmue er en smuk og fyldig valmue som står godt i den romantiske have. Samtidig giver den birkes til årets bagværk og nektar til insekterne. 

Koralfarvet pæonvalmue

Til stads

Af alle opiumvalmuer (Papaver somniferum) er pæonvalmue (Papaver paeoniflorum) efter min mening den skønneste. Jeg er vild med blomsterne, der står som pomponer, når de springer fuldt ud. Og, det grågrønne løv giver et godt farvespil i haven. Der er desuden noget meget taktilt over både blomst og blad. De let takkede blade er kraftige og glatte. Blomsten er blød og rund. De dufter ikke, men har så mange andre egenskaber, der appellerer til sanserne, at jeg tilgiver dem. I vasen  holder de ikke så længe, men der kommer så mange af dem, at det ikke gør noget. Jeg plukker bare nogle nye.

Pæonvalmuer giver mange birkes

Til nytte

Pæonvalmue er som alle andre valmuer lette at så. Men hvis du elsker birkes er det en god ide ikke at så alle frø. Det er nemlig fra opiumvalmuen du henter birkes. Hold øje med kapslerne og nap dem lige når de åbner sig i toppen. Birkes er meget fedtholdige og gode i bagværk. Men de er også dyre, så selvforsyning kan bestemt betale sig. Ruller du dine boller i birkes og trykker let, får du en bolle med butterdejsagtig kvalitet. Birkes er også gode letristede i salater og sammen med brasede kartofler. Her på bloggen finder du en nem og ligetil opskrift på boller med birkes. Læg dejen i løbet af ugen og bag dem søndag morgen. Der er en stor fornøjelse i at dække dem med birkes fra egen have.

Pæonvalmue er som andre opiumvalmuer – og valmuer i øvrigt – gode insektplanter. Planterne afgiver store mængder pollen som tiltrækker både humle- og honningbier. Også sommefuglene sværmer omkring pæonvalmuerne. Med en blomstringsperiode fra juni – september er bordet dækket længe.

Pæonvalmue i forskellige stadier

Så pæonvalmue

Du kan så pæonvalmue hele året og det skal helst ske senest først i april for at få mest glæde af dem. Du sår dem direkte på voksestedet ved at strø dem over jorden en dag, hvor det ikke blæser. Nogle år når jeg det allerede i efteråret. Det føles meget overskudsagtig og belønningen er en tidlig blomstring samt tid til at så noget andet i foråret. 

Share.

Leave A Reply