Romantiske dahlia i hvid og pink

3 romantiske dahlia

T.v. Dahlia “Willowfield Matthews” (dekorativ type). Øverst t.h. Dahlia “Teesbrook Audrey” (halskrave type). Nederst t.h. Dahlia “Onesta” (åkande type)

Dahlia har ry for at være pompøs, “larmende” og farverig som et mexikansk marked, men dahlia kan også være romantisk. I det romantiske hjørne er det især farverne som trækker dahlia over i en mere sart stil. Men du kan også gå efter de mere afdæmpede typer som for eksempel dekorativ-, åkande- og balldahlia.

Af rent praktiske grunde er det mest almindeligt at dahlia står alene i bedet. Det gør det nemmere, når de skal graves op om efteråret, men du kan kante bedet med lavendel. En fin måde at skabe lidt variation på. Ellers må man sige, at med alle de forskellige typer af dahlia, så er den rette blanding af typer også med til at skabe variation i bedet.

Dahlia "Rosa Preference"

Dahlia “Rosa Preference”  ( Semikaktus type)

Er du ikke glad for alt for meget lyserødt, så lav et romantisk måneskinsbed med hvide dahliaer. Eventuelt tilsat et enkelt drys brændt pink.

Dahlia er perfekte til et måneskinsbed. Når de blomstrer kommer mørket og stjernerne tidligt nok til, at vi stadig er vågne nogle timer. Samtidig er aftenerne stadig lune nok til, at vi kan sidde udenfor. I hvert fald hvis vi har en trøje på.

4 romantiske dahlia

Øverst: Dahlia “Ice Princess” (kaktus type) og dahlia “Mayama Fubuki” (dekorativ type). Nederst: dahlia “Ryecroft Jan” (ball type) og dahlia “Hapet Perfect” (kaktus type)

Hvis du søger mere inspiration til dahlia, så anbefaler jeg en tur til Sophienholm eller Valbyparken, hvor der også er meget mere end dahlia at kigge på. Sophienholm ligger på Nybrovej 401, 2800 Lyngby. Valbyparken ligger på Hammelstrupvej 98, 2450 København. Begge dahliahaver er plantet til af Dansk Dahliaselskab.