Rugbrødschips med krydderurter til suppe eller en drink

Rugbrødschips med krydderurter

Du kender det helt sikkert godt. I er ved at løbe tør for rugbrød, så du køber et nyt. TIlbage ligger resten af det gamle rugbrød, som ingen rigtig har lyst til at spise. Smider du det gamle ud? eller kæmper I jer igennem det? Mit bud er, at de fleste vælger den første mulighed, men hvorfor ikke bruge det til noget helt andet end madpakken.

Rugbrødschips er en fantastisk måde at bruge en rest tørt rugbrød på. Med krydderurter på toppen bliver de helt uimodståelige. Spis dem til suppe eller server dem til en drink, som en alternativ snack. De forsvinder som dug for solen.

Du skal bruge:

  • rugbrød
  • olie
  • salt
  • krydderurter (se herunder)

Jeg laver dem med chiliflager, fennikelfrø, timian, oregano og hvidløg, men det er kun fantasien og beholdningen i skab og have, som sætter grænsen. Hver chip får sit krydderi, så der er noget forskelligt at vælge imellem. 

Skær rugbrødet så tyndt som du kan. Fordel olien over rugbrødet med en pensel. Drys med salt og krydderier. Vær varsom med chilliflagerne, men rundhåndet med de andre krydderier.

Bag rugbrødschipsene i ovnen ved 200 C i 10-15 min. til de er gyldne og sprøde.

De smager allerbedst helt nyristede, men kan sagtens spises nogle dage efter.