Sådan får du mange erantis

Med det gode forårsvejr vi har lige nu er vi alle efterhånden godt i gang med lugejernet. Men man skal være yderst forsigtig her i det tidlige forår, hvor alt bare er små spirer. Især hvis man gerne vil have mange erantis.

Erantis formerer sig både ved yngleknolde og ved at sprede frø og hvis man ellers lader være med at rode i jorden, hvor de står,  formerer de sig gladeligt. Blot tager det 4-5 år inden de blomstrer. Står de under en hæk er det ikke noget problem. Men står de, som hos mig, i staudebedet, er det svært ikke at rode op i jorden. Det er der, det er godt at kende de forskellige stadier.

Erantis blad

Det er ikke svært at se en erantis er på vej, når først planten får en hvis størrelse, som på fotoet herover. Det er i det helt tidlige stadie, at man nemt kan forveksle den med ukrudt.

Erantis små planter

Bittesmå og spæde spirer med to blade som forrest i fotoet herover bliver en dag til glade smilende erantis. Hvis de altså ikke ved et uheld må bøje nakken for lugejernet. Derfor bruger jeg sjældent lugejern i det staudebed, hvor jeg har erantis. Lidt besværligt at håndluge, men drømmen om et bed dækket af erantis, holder mig til ilden.

Du kan selv høste erantisfrø og så dem der hvor du gerne vil have dem. De skal høstes mens de er grønne. Du kan i princippet også bare agere vind og daske til blomsten, så frøene spredes. Forudsat at du gerne vil have flere der, hvor de allerede står. En anden metode er at dele velvoksne erantis, ligesom du deler andre løgblomster. Det kan du sagtens gøre mens de er i blomst.

Der findes i øvrigt flere slags erantis. For det utrænede øje ligner de til forveksling hinanden, Nogle er mere gyldne end andre. Nogle er større end de andre. Den helt almindelige hedder Eranthis hyemalis. Den er blevet krydset med Eranthis cilicica, hvilket der er kommet en lidt større erantis ud af, Eranthis x tubergenii.  Fyldte erantis findes der også. Bl.a.Eranthis hyemalis ‘Plenus’ og Erantis hyemalis “Flore Peno. Meget smukke.