Tomatens vej ind i det danske køkken

1

Tomaten har ikke altid været en naturlig del af det danske køkken. Først i 1960´erne blev den almindelig kendt. Inden da var den forbeholdt de få.

Tomat. Gizmo.

Gizmo er en almindelig rød tomat med et stort udbytte

Tomatsæsonen er over os. Jeg husker tydeligt den første gang, jeg satte tænderne i en solmoden tomat. Lige plukket fra planten. Den smagte himmelsk af sol og krydderier. Jeg var 6-7 år gammel og havde lige fået en ny legekammerat. Hendes mor dyrkede tomater op ad parcelhusets sydvendte mur. Meget eksotisk. Jeg kendte ingen som dyrkede tomater. Ikke en gang min mormor som ellers havde mange spændende ting i sin køkkenhave. At spise en tomat, som var den et æble, var stor luksus. Det var i starten af 70´erne på landet.

Tomat. Tiverta.

Tiverta er en grøn tomat med striber. Den har en lidt syrlig smag.

Måske var det ikke så mærkeligt, at ingen i min familie dyrkede tomater. Det er svært at forestille sig, men tomaten var længe om at blive populær. Først i 1960´erne begyndte den for alvor at komme ind i det danske køkken. På charterrejser til syden mødte vi tomaten i det sydlandske køkken. Sammen med pastaen og olivenolien. To gode følgesvende til tomaten. Den engelske kogebogsforfatter Elisabeth David gjorde også sit. I slutningen af 1960´erne kom hendes kogebøger med opskrifter fra det  franske og italienske køkken, og de blev lige så populære i Danmark som i England. Bare ikke i min familie og dens omgangskreds. Vi spiste tomater på rugbrød. Nogen gange sammen med æg. En klassisk måde at bruge tomaten på, som dukkede op i de første årtier af det 20. århundrede. Tomatsuppe fik vi også. Den kraftige af slagsen. Sikkert tilsat fond. Det traditionelle danske køkken passer ikke særligt godt til tomaten. Smør og kartofler er svære at forene med smagen af tomat. Og, i min familie var vi meget traditionelle. Der var dog en undtagelse. Syltede grønne tomater krydret med ingefær, kanel og nelliker. En fast bestanddel til osten hos min farmors søster. Så måske var der alligevel en i familien, som dyrkede tomater. De nåede bare aldrig at blive solmodne.

Tomat. Black Truffle.

Black Truffle er en tomat med en sød, kraftfuld og krydret smag

Det amerikanske køkken gjorde også sit til at gøre tomaten populær i Danmark. Hvad er en bøfsandwich uden ketchup, eller en burger uden skiver af solmoden tomat. Amerikansk ketchup kom til Danmark allerede i 1930´erne, og i min familie spiste vi biksemad med ketchup. Det gør vi stadig. I 1970´erne kom flåede tomater på dåse til Danmark. En vigtig ingrediens i den dengang populære Chilli con carne, som kom til Danmark fra Texas. De flåede tomater flyttede senere over i det store firserhit, lasagnen. En italiensk ret som kom ind i det danske køkken via USA.

Tomat. San marzano

San marzano er en god tomat til tomatsovsen

At det tog så lang tid for tomaten at finde vej ind i køkkenet skyldes også, at man i starten betragtede den som prydplante. I den ældste danske havebog fra 1647 står den under prydplanter med navnet pomma amoris, kærlighedsæblet. En generel tendens i det nordlige Europa. Da spanierne i 1500-tallet tog frø med hjem fra Syd-og Mellemamerika havde de nemlig kun vage ideer om, hvordan den kunne indgå i køkkenet. Italienerne tog hurtigt mod til sig og begyndte at spise den, men det tog altså 400-500 år inden den for alvor blev populær i hele det vestlige køkken. Inden da var der selvfølgelig enkelte fremsynede mennesker, som så tomatens potentiale. Frk. Nimb var en af dem. Hun udgav sågar en kogebog tilegnet tomaten, 12 opskrifter på tomater. Den udkom i 1900. Inden da var det sparsomt med opskrifter som indeholdt tomater. Men de var der.

Tomat. Hvis Tomasol

Hvid Tomesol er en sød tomat med lavt syreindhold

Derfor begyndte de, dengang, nye handelsgartnerier i Danmark at dyrke tomater i slutningen af 1800-tallet.  Der var også enkelte herregårde som forsøgte sig med tomatdyrkning. Altsammen på friland. Men det var først da væksthuse for alvor vandt frem i mellemkrigstiden, at tomatdyrkning voksede kommercielt i Danmark. Der fra startede tomaten sin rejse fra eksklusivitet til en fast bestanddel i hverdagens køkken. 

 Der har helt sikkert også været fremsynede haveejere, som dyrkede tomater. I min reol står Hirschsprungs Havebog fra 1945, og her kan man læse om tomatdyrkning. Bogen anbefaler E.S.I og Kondine til drivhuset. Kondine er en gammel tysk sort fra 1934 som stadig er i handlen. Den er velegnet til dyrkning i krukke, så i dag er den oplagt til en byhave i vindueskarmen. Køber du online har Fuglebjerggård frø. På friland anbefaler Hirschsprungs Havebog sorten Dansk Eksport. En sort som i slutningen af 1800-tallet fik stor betydning for tomatavlen i Danmark. Altså før væksthusene. Den er udviklet af H. Kristensen på Ny Kastrupgård i 1880´erne. Foreløbig har jeg fundet frø af den til salg hos svenske Sävar Frö Plant. Her sammenligner de den med den engelske Moneymaker, som bl.a. Frøbutikken sælger frø af.
 

Alle tomater i indlægget er fotograferet hos Bakkebølle Gartneri ved Vordingborg. I gartneriet sælger de både tomatfrø og tomatplanter. Ligesom du kan købe frø i deres webshop. 

Share.

1 kommentar

  1. Det vidste jeg ikke Birgitte, så tak for den artikel:-) Mig som ELSKER tomater og spiser dem året rundt!
    Jeg kan så udlede at min gamle far var tidlig med på tomat- og agurkedyrkning i først et hjemmelavet drivhus med kraftig plastic og derefter i et aluminiumsdrivhus og det var ikke fordi vi kom på rejse nogen steder hen;)
    Ketchup var til min store fortrydelse ikke en del af min mors viktualiebeholdning – det var tomatpure på flaske uden salt og andre krydderier derimod. Hvis vi fik makaroni eller røde pølser var det med den på bordet, så det var en fest hvis man fik ketchup til en børnefødselsdag.
    Holdaop jeg lyder som en hundredeårig – men jeg er jo også på vej deropad:-)

Leave A Reply