8 gode grunde til at gå en tur

Vi behøver ikke at sprinte af sted iklædt stramtsiddende løbetøj for at få et bedre helbred. Faktisk er en gåtur på mange måder meget bedre. 

En gåtur på Kastellet

Der er så mange fordele ved at gå en tur, at der ikke rigtig er nogen grund til at lade være. Først og fremmest er det en af de motionsformer, som ikke kræver det store udstyr. Et par komfortable sko er alt, der er brug for. De sko har de fleste af os i forvejen. Veje og stier ligger lige udenfor døren. Og, vi skal derfor hverken betale kontingent eller tage os sammen til at tage hen et bestemt sted. Heller ikke til et fastsat tidspunkt. Når det gælder helbredet, vil du måske, som jeg, blive overrasket over, hvor lidt der skal til. En kort tur eller lang, i rask tempo eller langsomt, op og ned ad bakke eller ligeud. Alt tæller. Så selv på en træt dag betaler det sig at slentre en lille tur. At gå en tur er en af de nytårsforsætter, der holder.

Alt det gode for helbredet

1. Er du opmærksom på din vægt? Så er en gåtur langt mere effektiv end løb. Når du går, forbrænder du først og fremmest fedt, mens du ved løb tærer mere på kulhydratdepoterne. Det betyder også, at du ikke oplever samme trang til at spise, når du kommer hjem efter en gåtur. 

2. Når du går, stimulerer du kredsløbet og musklerne, så kolesteroltal og blodtryk falder. 

3. En slentretur efter måltidet er alt der skal til for at stabilisere blodsukkeret og mindske risikoen for diabetes 2 samt hjerte-karsygdomme. Det viser en norsk undersøgelse. Rigtig effektivt er det, hvis du går stille og roligt i 40 min., men lidt har også ret. Bare det at gå frem og tilbage og rydde op efter måltidet kan have en effekt. Og, der er intet vundet ved at sprinte afsted på cyklen. Effekten er tæt på ens, når vi ser på blodsukkeret.

4. En gåtur hjælper med til at skabe nye hjerneceller og få de forskellige dele af hjernen til at kommunikere med hinanden. 10 km om ugen gør, at du får nemmere ved at huske. Også på længere sigt. Du bliver klogere af at gå en tur.

En gåtur ved Vesterhavet

5. Knoglerne bliver styrket, når du går. Især i dagslys bliver der sat gang i de hormonprocesser, som fremmer kroppens optag af kalk. Desuden styrker du knogler og muskler i kraft af, at de bærer din vægt. Risikoen for knogleskørhed i hofterne falder med 40 % med en jævnlig gåtur. 

6. Du strammer selvfølgelig også musklerne, så ønsker du dig fastere former, så gå en tur.

7. Gåturen styrker kreativiteten. En undersøgelse viser, at en gruppe testpersoner var 60 % mere kreative, når de gik, end når de sad.

8. Du kommer i bedre humør og regelmæssige gåture kan beskytte mod depression. En gåtur på 30 minutter fem gange om ugen kan gøre dig gladere, få dig til at slappe af og reducerer følelsen af nervøsitet og stress. Lyset og luften spiller ind og du kan gøre det ekstra godt for dig selv, hvis du vælger en grøn rute.