Haven er fuld af forventninger

staudebed med palmelilje

Kalenderen siger november og selvom temperaturen siger noget andet, så er det tiden, hvor haven og vi hviler. De næste måneder bliver det højest til nogle småting. Bare for lige at komme lidt ud. Men det gør ikke haveglæden mindre. Forventningens glæde er stor. September og oktober blev nemlig brugt på at flytte planter og lave stiklinger.

Egentlig troede jeg ikke, jeg ville nå at flytte særlig mange planter, men det helt fantastiske efterår gav mig ekstra tid. Palmeliljen på billedet ovenover er en af de planter, der længe har haft trange kår. Mast inde i staudebedet har den ikke de bedste kår. Alligevel har den skabt sine blomstrende sideskud. Nu står den mere frit ved huset. Her kan jeg også bedre nyde dens smukke grønne blade. Vil den mon belønne mig med et ekstra stort blomsterflor og mange flere sideskud til næste år? Det vil tiden vise.

Små blå iris

Montbretia

Et helt nyt bed er fyldt til bristepunktet med blå iris og montbretia. De blomstrer ikke samtidig, men har begge kvaliteter både før og efter blomstringen. Deres frøstande er smukke lige meget om de blomstrer eller er i forfald. Det er et bed jeg er meget spændt på. For et er hvordan et bed ser ud i teorien. Noget andet er virkeligheden.

Før stod der blandt andet skt.hansurt i bedet. De er nu flyttet, så de fylder halvdelen af et forårsbed. På den måde håber jeg at skabe længere blomstring i bedene. Ikke som små klatter, men mere massivt, så det ser ud af noget.

Skt.hansurt er nem at lave stiklinger af, så planen er at lave mange flere til næste år. Lavendelstiklinger har jeg lavet i august. Jeg plejer ellers først at lave lavendelstiklinger i februar. Helt nyt at være så meget forud. Som noget nyt har jeg også lavet stiklinger af gråblad, buksbom og liguster. Spændende at se, hvordan det udvikler sig.

Lykkedes det med gråblad, skal de ned i det skovbed der er i evig forandring. Her har jeg også endnu engang flyttet rundt på mine narcisser, men så tror jeg også den er ved at være der……..

løvegod

lungeurt

Det eneste jeg ikke nåede at blive helt færdig med er et bed med løvefod og lungeurt. Heller ikke de blomstrer samtidig, men deres blade er som blomster i sig selv.

Jeg nåede heller ikke at så stauder, men det er netop en af de ting jeg kan gøre en dag i løbet af vinteren, hvor jeg har brug for at komme lidt  ud. Indtil videre tegner vinteren mild.