8 julekugler med et naturligt look

Julekugler beklædt med farverige bær og blade er blandt julens dekorationer. Se her hvordan du laver dem med materialer fra skoven og haven.

Julekugler med et naturligt look

Når jeg sidder i sommerhuset og kigger ud ad køkkenvinduet i morgendæmringen lyser tre julekugler op i alt det grå og gør mig glad. Med vilje har jeg nemlig vendt opsatsen, så jeg selv har det bedste kig. Det er selvfølgelig særligt den røde kugle, som lyser op. Det gør den især på grund af den grå og grønne kontrast på den helt sorte baggrund.

Julekugler med et naturligt look

Den røde julekugle er lavet af ildtornens bær, som jeg har sat på en lille oasiskugle med knappenåle. Lidt af et tålmodighedsarbejde, men med en god podcast i øregangene går det som en leg. Siger en som er meget utålmodig. Den grå kugle er lammeøre, som jeg også har sat fast med knappenåle. De kan dog også limes på, hvilket de fleste gør. Den grønne julekugle er en lidt større oasiskugle med thuja bundet på med grøn blomstertråd. Opsatsen er en gammel tinlysestage og en ditto kagedåse, som jeg har limet sammen og givet sort spraymaling. Den lavede jeg for nogle år siden til en påskedekoration.

Julekugler med et naturligt look

De to julekugler med henholdsvis bogkapsler og mos er flyttet om foran huset. Her er de en del af julestemningen ved hoveddøren. Kuglen med bogkapsler kræver, at kapslerne stadig har stilk. Det er nemlig den, jeg har stukket ned i oasiskuglen. Bærtemaet har jeg fortsat med snebær. De er lidt større, så det går lidt hurtigere. Den lilla julekugle er beklædt med blade fra alunrod. De vender bagsiden ud, da den giver det flotteste resultat. Bladene har jeg limet på. Det gælder også for kuglen med efeublade. 

Egentlig ville jeg også lave en kugle med bær fra ligusterhækken, men jeg løb tør for knappenåle. Måske meget godt, da de bittesmå bær sikkert havde sat min tålmodighed på en lidt større prøve. I virkeligheden er det jo bare ens fantasi, som sætter grænsen for, hvor mange forskellige julekugler man kan lave. Og så selvfølgelig tilgængeligheden af materialer. Alle materialerne har jeg fundet i skoven eller haven. 

Næste lørdag viser jeg, hvordan du kan lave naturligt julepynt til juletræet