Jødekager – til jul og resten af året

Jødekager er en nem og ligetil julesmåkage, som jeg sagtens kan finde på at spise hele året. Om sommeren kalder jeg dem bare kaneldrømme.

Jødekager

For mig er jødekager en af julens skønneste småkager og en af de julesmåkager jeg er vokset op med. Ligesom vaniljekranse, finskbrød og mønske klejner. Min mor er suveræn til vaniljekranse. De andre er min farmors bidrag til traditionerne. Brunkager er lidt en outsider, som vi helst overlader til andre at bage, men vi spiser den gerne.

Andre julesmåkager på julebordet er svenske karamelkager. Det er en af de julesmåkager, jeg har bragt ind i familien de seneste år. De er et hit. Sidste år forsøgte jeg mig med tyske kanelstjerner. De er heller ikke helt tossede. Ind i mellem må man forny sig.

Men tilbage til jødekagerne. Det skønne ved dem er drysset af kanel og sukker. Rigeligt af det. Og, så er de nemme at lave. Opskriften får du her.

Jødekager (ca. 70 stk)

  • 300 g hvedemel
  • 75 g sukker
  • ½ tsk hjortetaksalt
  • 200 g smør
  • ½ sammenpisket æg

Pynt

  • sammenpisket æg
  • ca. 3-4 spsk sukker
  • ca. 2 spsk stødt kanel

Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Smuldr smørret i og tilsæt æg. Ælt dejen sammen, til den er glat. Læg den koldt 1 time, eller til du har tid til at bage. Du kan også fryse den. Her i huset er 70 småkager lige i overkanten på en gang. Derfor fryser jeg halvdelen af dejen. Du kan selvfølgelig også bare lave en halv portion.

Drys mel på bordet og kagerullen. Rul dejen ud, til den er 2-3 mm tyk og udstik små runde kager med en kop eller lignende. Læg kagerne på en smurt bageplade eller bagepapir. Pensl dem med æg, drys med sukker og godt med kanel.

Bag ved 175 °C i 7-9 minutter, til de er gyldne.