Julen nærmer sig

0

Med lidt over 14 dage til første søndag i advent er det ikke for tidligt at kridte juleskoene. Sandheden er, at jeg i virkeligheden har kridtet dem for flere uger siden. Egentlig ganske uvant, men rart. Nu er det tid til at lade startskuddet lyde her på bloggen.

Juletræ af grønkål i en rusten grillstarter

Sidste år indledte jeg julerierne med 23 ideer til julens dekorationer baseret på årets statistik. I år har jeg været i fotoarkivet og fundet fotos jeg ikke før har vist på bloggen. Som det her over med et opstammet grønkål i en rusten grillstarter og julebukken på væggen. Sådan så her ud julen 2015. Måske løb tiden fra mig og jeg fik ikke skrevet indlægget. Måske syntes jeg ikke, at jeg havde materiale nok. Billedet til højre herunder er dog også fra 2015. Med en grankogle i en pelsbeklædt konservesdåse. Lammeøre i en rusten dåse og gran i en hvid urtepotteskjuler. Starten til 5 kreative ideer til genbrug af konservesdåser. 2015 var også året, hvor jeg lavede et juletræ til fuglene – og (mest) mig samt en juleuro med duft af appelsiner og nelliker.

Julestemning ved hoveddøren

Billedet til venstre er fra 2013. Det er taget mellem jul og nytår, så måske er det nogle ideer, som kom lidt sent. Året var meget produktivt. Blandt andet lavede jeg æbler på pind og en stjerne af grene. Stjernen har jeg endnu og den kommer frem hvert år.

Hyacinter i tre forskellige arrangementer

Hyacinter i glas og en opdækning med en servietring syet af en gammel rulamsvest

Hyacinter hører julen – og januar – til. Det er en af de helt sikre julebestanddele her i huset. Både som buketter og med løget intakt. I 2014 satte jeg løgene i nogle gamle sennepsglas (billedet øverst i midten). I 2013 blev løget pakket ind i savoykål, sat i et henkogningsglas og brugt som borddekoration. Dog ikke til tallerkenen til venstre. Den er fra 2015. Servietringen er lavet af nogle rester af en gammel rulamspels. Hyacinter har jeg lige så gerne udenfor som indenfor. De er nemlig ikke bange for frost. Så vidt muligt køber jeg danske hyacinter fra en af de 26 gartnerier, som producerer løgblomster i Danmark.

Julestilleben

Et meget enkelt stilleben fra 2015. En sukkulent med en kogle på toppen, en grangren og gammelt julepynt i vaser.

Julegaver pyntet med pomponer

I 2015 havde jeg et eller andet med pomponer. Blandt andet lavede jeg en buket af pomponer sat på grene, som jeg den anden dag fandt i et hjørne af skabet. Og, så satte jeg dem på julegaverne. Gaverne var blandt andet pakket ind i en rest tapet. Gavekortene matchede tapetet, som jeg havde scannet ind og bagefter leget med i et fotoredigeringsprogram. Jeg elsker at gøre noget særligt ud af indpakningen. Det kommer jeg også til at gøre i år. Ligesom jeg kommer til at fylde bloggen med juleideer henover de næste uger. Kan du ikke vente, så finder du meget mere juleinspiration under menupunktet jul.

Share.

Leave A Reply